Generalforsamling 2015

Referat af Lystrupkorets generalforsamling

5. oktober 2015

 

1. Valg af ordstyrer

John blev valgt til ordstyrer. John kunne konstatere lovligt indvarslet generalforsamling i henhold til vedtægterne, da datoen blev kommunikeret for mere end 14 dage siden.

John havde læst referatet igennem fra sidste år og havde lagt mærke til en slåfejl i referatet, hvor der stod, at vi havde haft et mindre overskud, men det var dog et mindre underskud. Det var ikke blevet bemærket af nogen, nok mest fordi det var et meget lille underskud, og det var helt forventeligt.

2. Bestyrelsens beretning (v. Gunhild)

Gunhild fremlagde bestyrelsens beretning (side 2 og 3). Gunhild sluttede med at give Lis en blomst og en kæmpe tak for hendes altid ihærdige indsats.

3. Aflæggelse af regnskab (v. Flemming)

Flemming uddelte regnskabet på generalforsamlingen og gennemgik dette. Vi har haft et mindre overskud i 2014/15. Specielt gjorde Flemming opmærksom på, at det store beløb ved fortæring er fra arrangementer. Også vores overskud fra Fynsk Forår projektet fik et par ord med. Dette opstår, fordi vi har et meget dygtigt makkerpar i at søge fonde (Lis og Jørgen).

4. Fastsættelse af kor-kontingent

Kontingent holdes på vanligt niveau for næste år, dvs. 400 kr. pr. halve år. Betalinger falder 1. oktober og 1. februar, og kontonummeret er det sædvanlige, 3408 – 4803504679. Korets bankkonto-registreringsnummer står også på hjemmesiden.

5. Valg af bestyrelsesmedlemmer

Flemming og Joan var på valg i år, og begge blev genvalgt. Bestyrelsen består herefter fortsat af:

Gunhild (formand), Flemming (kasserer), Else (sekretær), Joan (medlem)

 

6. Valg af revisorer

Peter og Jørgen Blohm blev genvalgt.

 

7. Indkomne forslag

Ingen forslag modtaget i år.

 

8. Eventuelt

Intet denne gang, hvorefter John takkede for vanlig god ro og orden.

 

Else Staalsen

Sekretær

 

Beretning for LystrupKoret 2014/2015

Vi kan igen se tilbage på en sæson med mange dejlige koroplevelser. Tænk, at jeg kan blive ved at sige det år efter år!

Efter generalforsamlingen, den 14. september, var vores første projekt et samarbejde med Todbjerg-Mejlby koret, hvor vi sammen sang Gabriel Faurés Requiem til deres 40 års korjubilæum. Alle var indbudt til at deltage ved festen om aftenen, hvor der blev sunget på livet løs.

LystrupKoret medbragte en vingave til Todbjerg-Mejlby koret.

Omkring 1. advent gav vi igen en julekoncert på Gl. Estrup Slot, hvor vi sang kendte julesange, og hvor vi igen inviterede publikum til at synge med og danse omkring juletræet.

Til Lystrup Kirkes 25 års Jubilæum, den 21.dec., var vi inviteret til at give en koncert. Koret medvirkede også ved Lystrup Kirkes indvielse i 1989.

Da der derefter ikke rigtig blev tid til en juleafslutning for koret, holdt vi i stedet Nytårskur første sangaften i det nye år, hvor alle havde medbragt nogle Tapasretter. Det blev et overdådigt bord med mange lækre retter.

I 2015 er det 150 år siden Carl Nielsens blev født. Lis havde i den anledning besluttet, at koret skulle synge forskellige stykker af Carl Nielsen. Koret gav derfor i april en koncert i Lystrup Kirke og i Helligåndskirken, hvor vi sang Fynsk Forår og andre stykker af Carl Nielsen sammen med Lystrup Kirkes Pigekor. Det blev nogle meget velykkede koncerter og det var en dejlig oplevelse at synge sammen med de lyse pigestemmer.

Det fælles kortræf i Lystrup for lokale kor, som skulle finde sted her i efteråret, blev aflyst pga. manglende tilslutning.

I weekenden 9/10. maj inviterede Lis og Jørgen hele koret til sommerafslutning til deres sommerhus på Fyn.

De havde lejet et stort telt, der blev sat op på sommerhusgrunden, så vi alle kunne feste sammen. Alle blev indkvarteret, nogle i sommerhuset, andre i medbragte campingvogne og andre igen i hytter på den nærliggende campingplads. Om eftermiddagen havde Lis aftalt at give en koncert på Kongshøj Plejecenter, som ligger lige i nærheden. De ældre beboere på centeret var meget begejstrede for vores optræden, og ville gerne have koret til at komme til jul igen.

Om aftenen var alle delagtiggjort i at lave en festmiddag af de skønne varer, der var blevet indkøbt fra fynske butikker i nærheden. Udover spontane indslag fik vi besøg af et meget morsomt ægtepar. Tak til Joan og Marianne for det morsomme optrin. En rigtig dejlig sommerafslutning – endnu engang tak til Lis og Jørgen.

Derefter holdt vi sommerferie indtil den 17. august.

Vores program for efteråret er Misa Criolla af Ariel Ramirez, hvor vi vil afholde koncerterne på henholdsvis Gl. Estrup, den 14. nov. og i Lystrup Kirke, søndag, den 15. nov.

Udover Misa Criolla vil både solisterne og koret præsentere nogle selvvalgte stykker.

Traditionen tro vil vi også i år give en julekoncert på Gl. Estrup lørdag, den 5. dec.

Som noget nyt er vi blevet spurgt af formanden for Åbyhøj Sangkor, om vi vil medvirke ved en stor fælles julekoncert i Aarhus Domkirke, lørdag, den 12. dec. fra kl. 11 – 15. Meningen er, at forskellige kor medvirker, der hver får ca. 25 min. til rådighed. Aarhus Domkirke bakker varmt op om ideen og håber, det bliver en tradition. De stiller Domkirken gratis til rådighed.

Det har vi selvfølgelig sagt ja til.

Der har også været forespørgsel om et korindlæg i forbindelse med Rosenholm Slots julemarked. Men da det falder sammen med vores egne koncerter, har vi sagt fra.

Til foråret har vi planlagt en kortur til Bruxelles, som Flemming allerede har informeret jer om. En bustur fra fredag, den 8. april til mandag, den 11. april. I Bruxelles vil vi deltage ved Gudstjenesten i den danske Kirke og ved frokosten bagefter. Derudover prøver vi også at finde et sted, hvor vi kan afholde en lille koncert.

Det plejer at være nogle meget hyggelige ture, så vi håber, så mange som mulig kan komme med.

Så vil jeg gerne sige velkommen til Holger Juul Jensen, vores nye kormedlem siden sidste generalforsamling.

En stor tak til alle jer, der har ydet en særlig indsats for koret. Inge, Henning, Jørgen, Susanne, Arne, Mona, Finn, Ingrid, kagebagerne ….Det er vi meget glade for, og det har stor betydning for, at koret kan fungere.

Jeg vil slutte med at sige Lis en stor tak for hendes ihærdige, dygtige og meget musikalske indsats med os.

Hilsen

Gunhild, 1.10. 2015